Bar røv og masser af plads

Hvad har Ringkøbing-Skjern Kommune, som de store byer ikke har? Den har masser af plads. Plads til at leve livet. Plads til at være sig selv. Plads til at være noget for hinanden. Plads, plads, plads. Det er den indsigt, kommunens reklamefilm bygger på.

Gotfat Productions var producent. Jeg skrev manuskriptet, Thor Hampus Bank instruerede, og Emil Johnsen producerede.

Ringkøbing-Skjern Kommune havde modet til at give os frie hænder. Det mod vekslede kommunen til positiv opmærksomhed fra tusinder af mennesker i hele landet. Allerede efter to døgn var filmen set af 50.000 og delt af 1.500. Ligesom TV-AVISEN 21:30, der har cirka 500.000 seere, bragte et indslag om reklamefilmen.

Den første uge rundede filmen mere end 120.000 visninger på Facebook og Youtube. Der til kom et ukendt antal visninger fra Ekstrabladet.dk, som lagde filmen på deres platform. Den positive opmærksomhed giver lokal stolthed. Man ranker ryggen, når man bliver set og anerkendt for at være netop det, man er allerbedst til at være: Sig selv.